Viser opslag med etiketten tysk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tysk. Vis alle opslag

søndag den 27. august 2017

Små Quizlet-fifs



I min tyskundervisning bliver Quizlet brugt flittigt. Selvom jeg kun har en gratis-profil, er der rigtig mange gode funktioner tilgængelig. Her vil jeg præsentere dem, jeg bruger oftest.

Sprog
Mine elever får gerne besked på at oprette en Quizlet-konto, når de starter hos mig. Jeg opfordrer dem også til at sætte deres Quizlet-konto til tysk under sprogindstillinger. Min Quizlet-konto er også sat til tysk. På den måde får fx elevernes hold i Quizlet-Live tyske dyrenavne i stedet for engelske.

Hold
Når jeg får et nyt tyskhold, så opretter jeg gerne holdet i Quizlet og sender dem et direkte link dertil. Her lægger jeg så løbende de Quizlet-sæt, som eleverne skal træne. Dvs. at de har de relevante sæt samlet ét sted, og jeg kan desuden lure på, hvordan det går med deres træning, og om de overhovedet får trænet.

Du opretter hold på din personlige Quizlet-side i venstre margin (”+ Kurs erstellen”). Når du går ind på holdets side kan du under ”Mitglieder” klikke på en af dine elever og se, hvilke sæt vedkommende har trænet, og hvornår.

Stjernefunktionen
Tysklektien på mine hold er ofte at lære 10 gloser fra et Quizlet-sæt udenad. I de situationer får mine elever besked på at stjernemarkere de ord, de skal træne. Når man har nogle stjernemarkerede ord i et Quizlet-sæt, kan man vælge alene at træne disse ord.

Du stjernemarkerer et ord ved at klikke på stjernen ud for et ord på listen over det quizlet-sæt, som du arbejder med. Stjernen ved stjernemarkerede ord får farven gul.
Du kan træne alene disse stjernemarkerede ord ved under ”Filtern” at klikke på ”Begriffe mit”

Print
Husk at alle quizlet-set er nemme at printe, og at du kan vælge mellem mange forskellige layouts.

Mobil-app
Jeg gør altid eleverne opmærksom på, at der findes en Quizlet-app. Hvis de installerer den, så kan de træne gloserne hvor som helst vha. mobilen.

Her til slut vil jeg linke til det første quizlet-set, som mine elever bliver introduceret til. Sættet er lavet af min gode kollega Kristian Steg. Elevernes første lektie i tysk grundforløb er at lære maskulinum og femininum udenad. I morgen skal de først træne lidt, og så skal de prøve deres første quizlet-live.


God start på din uge i morgen!

lørdag den 12. november 2016

Hvordan øve grammatiske regler mundtligt?

På mit gymnasium deler vi 1.g-eleverne ind efter grammatiske forkundskaber fra folkeskolen. Al grammatik-undervisning i tysk foregår derefter på differentierede hold. Du kan læse mere om vores praksis her.

Jeg har flere gang haft 1.g-holdet med elever, hvis forkundskaber var stærke, og som var meget lærenemme. Det er elever, der ikke har brug for lange forklaringer, før en grammatisk regel er forstået og kan benyttes.

Min udfordring har derfor været at finde en måde, hvorpå de kunne træne deres grammatiske færdigheder mundtligt. Der er selvfølgelig masser af måder at gøre det på, men problemet er ofte, hvis eleverne arbejder parvis eller i grupper - så de får talt mest muligt - at de ikke korrigeres, når de laver fejl. Nogle gange skal eleverne selvfølgelig have lov til at snakke uden at blive rettet, men når der er fokus på en bestemt grammatisk regel, er det jo rart med en mundtlig øvelse, hvor eleverne umiddelbart kan tjekke, om bøjning, ordstilling eller lignende er korrekt.

Min løsning er ganske vist simpel, men brugbar og ligetil. Jeg lavede små kortsæt med udsagn på både dansk og tysk til forskellige grammatiske emner. Med dem ved hånden, kan eleverne træne en bestemt grammatisk regel mundtligt uden at jeg behøver at være til stede. 

Nedenfor finder du fire eksempler på sådanne grammatiske kort-sæt og slutteligt nogle bud på, hvordan de kan anvendes i undervisningen.

1) Et sæt kort, hvor bøjningen af sein og haben i præsens trænes. 

2) Et sæt kort, hvor bestemt/ubestemt artikel i genitiv trænes.


3) Et sæt kort, hvor det personlige pronomen trænes.

4) Et sæt kort, hvor ordstillingen ved udvidet infinitiv trænes.


Oftest arbejder mine elever med kortene ud fra disse spilleregler:

Du kan også:
- lave en spilleplade (eller hente en på nettet fx her), hvor du angiver, hvilke felter, der kræver at man trækker et kort. Der er naturligvis også den mulighed, at du laver din egen spilleplade i word. Du kan se et eksempel på en sådan på min kollega Eva Pors blog her.
- lave CL-øvelsen quiz og byt.
- benytte dem som repetition på en station, når du laver stationsarbejde.


Hvis du får lyst til at gå i gang med at lave dine egne kort, så er her to tips:
- fremhæv de ord (den grammatiske regel), der er fokus på med fed skrift, så eleverne er helt sikre på, hvad der er vigtigst at have fokus på i den sætning, de skal oversætte.
- print dine kort på pap. Kortene holder sig godt - og du behøver ikke bruge tid ved laminatoren.



tirsdag den 20. september 2016

Hører dine elever for lidt tysk?


Jeg synes, mine elever hører for lidt tysk for tiden. I min 2.g har de et stykke tid været i gang med at læse nogle noveller, men det tager så lang tid at komme gennem teksterne, at der går for lang tid mellem, at de hører noget tysk andet end det, de selv, deres kammerater eller jeg siger. Derfor gik jeg for nylig på jagt efter en tysk sang, vi kunne høre, som et lille intermezzo i en time, hvor de nok engang skulle sidde og få styr på en novelle. Under jagten faldt jeg over en DaF-blogger, som har fokus på musik i undervisningen. Bloggen hedder passende DeutschMusikBlog.






På denne side på bloggen  finder jeg den sjove ørehænger af et BVG-reklamehit, ”Is mir egal”, fra december 2015. BVG, Berliner Verkehrsbetriebe, har i den meget populære reklame slået sig sammen med musiker og komiker Kazim Akboga, som de har fået til at lave en ny version af hans Youtube-hit af samme navn.






Bloggeren Freya Conesa har såmænd også forslag til, hvilken øvelse eleverne kan lave i forbindelse med videoen. Jeg besluttede mig for at afprøve hendes Tabuspiel og laver en kort undervisningssekvens på ca. 15 min., som jeg vil beskrive her:


1) 
Eleverne ser videoen to gange efter hinanden, for det første fordi jeg kan lide tanken om, at de ikke kan få den ud af hovedet igen, for det andet fordi jeg vil have dem til at lægge mærke til detaljerne i videoen, så de har lidt lettere ved at lave Tabu-øvelsen.

2) 
Eleverne sætter sig sammen i mindre grupper, og hver gruppe får udleveret kort, hvorpå der (som Freya Conesa foreslår) står:
Hund mit Hai
Mann auf Pferd
Zwiebel schneiden
Käse reiben
Roboter mit Senf
Mann mit Trommel
Kind mit Bommel
Junge macht Spagat
På hvert kort har jeg desuden skrevet den danske oversættelse. Du kan downloade mit dokument med kort her.

3) Nu skal eleverne efter tur trække et kort og få de andre til at gætte, hvad der står på kortet uden at måtte bruge præcist de ord, som står på kortet.



Eleverne fik i sekvensen både hørt tysk og snakket tysk - og da timen var slut, gik to elever syngende ud ad døren, mens andre beklagede sig over, at ørehængeren havde bidt sig fast. Jeg regner det som en succes!

Jeg overvejer næste gang at præsentere eleverne for original-versionen af ”Is mir egal” og eventuelt lade dem rette sangteksten for fejl i bøjningen af ”kein”, da sproget er meget tyrkisk-tysk (er der et ord for det?). Derudover kan sangen vel egentlig også bruges som Einstieg til et emne om tyrkere i Tyskland. Oder?


Det var lidt nyt fra det midtfynske.

Du finder originalhit og sangtekst her.
BVG-versionen finder du her her.
Hvis du er lidt nysgerrig på den tyske Youtube-stjerne Akboga kan du læse en Bild-artikel om ham her.









søndag den 30. august 2015

Hvordan få en god start med de nye elever?

Esther Benvenuti, CEM "A. Torrigiani", Florenz

Det har jeg spurgt mig her i sommerferien, mens jeg gik og glædede mig til at starte med mit 3g fortsætter-hold i tysk. Mine grublerier udmøntede sig i to tiltag, som jeg vil præsentere her.

Et spørgeark

Jeg er rigtig nysgerrig på mine elever. Hvorfor har de valgt tysk? Er det alene for at undgå et andet fag, er de bare helt vilde med sproget eller er der tale om noget helt tredje? Derudover vil jeg gerne, at mine elever, hvis ikke de allerede er det, bliver bevidste om, hvorfor og hvordan de vil bruge deres tid på tyskfaget. Disse tanker resulterede i følgende spørgeark, som eleverne besvarede i slutningen af deres allerførste modul:

Du skal i dit sidste år på MfG have 67 moduler tysk (ca. 106 timer) og bruge 70 timer på tysk-afleveringer. Jeg har brugt de sidste måneder på at gøre mig tanker om, hvad året skal indeholde, og jeg kunne godt tænke mig at høre lidt fra dig. Svar ærligt og realistisk, og giv dig gerne tid til at overveje dine svar.

Hvorfor har du valgt tysk A?
Hvad ser du mest frem til?
Hvilke positive ting, husker du fra din tyskundervisning?
Hvilke negative ting, husker du fra din tyskundervisning?
Hvad vil du gerne vide mere om/beskæftige dig mere med i forhold til tysk kultur og historie?
Hvilke ønsker har du til undervisningen? (pararbejde, gruppearbejde, temaer, tekster…)
Hvad har du godt styr på i tysk?
Hvad har du stadig svært ved i tysk?
Hvor mange kræfter kommer du til at lægge i faget? På en skala fra 1-10 hvor 10 er maks
Hvad er dit endelige mål (som minimum) karaktermæssigt?

Eleverne tog godt imod spørgearket, og mit indtryk er, at de svarede ærligt på spørgsmålene. Det var rart at lære lidt om eleverne på denne måde fra starten af skoleåret, og jeg tænker, det skal bruges til karaktersamtalerne senere hen. 

Delmål

I det første modul fortalte jeg eleverne, hvor vigtigt det er, når man vil lære et fremmedsprog, at være i daglig kontakt med sproget - lytte til det, læse det, tale det, skrive det - og jeg viste dem, hvordan de selv kunne gå i gang, hvis de ønskede at lægge lidt ekstra kræfter i. De fik links til radioudsendelser, videoklip, nyheder, tv-udsendelser og gratis hjemmesider. Dernæst forklarede jeg, at det er enormt vigtigt, når man vil blive bedre til noget, at man har nogle succesoplevelser undervejs til at holde gejsten oppe. For at få succes skal man selvfølgelig have et mål.  På det tidspunkt bad jeg eleverne give sig selv et delmål i tysk. De skulle overveje, hvad de gerne som det første ville forbedre, og så formulere et mål ud fra det. Et mål som de mente, var realistisk for dem at nå indenfor 14 dage.

Mange elever satte sig som mål endelig at lære sig den bestemte artikels bøjning udenad. Andre satte sig for at læse mindst en tysk artikel ell. se en tysk tv-udsendelse om ugen. Atter andre satte sig for at bruge mindst en halv time ugentligt på Duolingo eller lære 10 nye verber om ugen. Det skønne ved elevernes delmål er, at de alle får trænet noget, som for dem personligt er et relevant og opnåelig mål, fordi de selv har formuleret det.

Her 14 dage efter, var der mange elever, som havde fået opfyldt deres delmål. De kunne fortælle de andre, hvor underholdende Duolingo faktisk er, eller hvordan de havde læst nyt om diverse kendisser i det tyske sladderblad Bild. Men der var også en del, der desværre ikke havde fået gjort noget ved deres delmål.

Alle elever skrev herefter endnu en seddel til mig med et mål - for nogle blev det det samme som sidst - men denne gang, vil jeg forsøge mig med at lade eleverne bruge lidt undervisningstid på disse personlige delmål, så de forhåbentligt næste gang alle kan få en meget konkret succesoplevelse.

Jeg har samlet spørgeark og delmål i en mappe, og jeg er nu spændt på, hvad eleverne melder tilbage næste gang. For mig er det dog allerede meget rart at kunne følge hver elev på, føler jeg, tættere hold end normalt.

Det var mine refleksioner og tanker for denne gang omkring opstart på et nyt tyskhold. Skriv meget gerne en kommentar, hvis du har en anden, velfungerende praksis, eller bare en nyprøvet, som min. Det er altid rart at høre lidt om, hvad der rent praktisk foregår ude hos mine kolleger.




mandag den 24. februar 2014

Märchen interaktiv!

Da jeg skulle starte på et Märchen-forløb i min 1.g for nylig, ville jeg lige undersøge nettet for en ”appetitvækker” til emnet. Jeg googlede mig til denne side hos Goethe Institut ved hjælp af ordene ”Märchen interaktiv”. Her ligger to spil, som ser meget indbydende ud, og jeg gav mig i lag med spillet ”Entführt”.


I ”Entführt” starter du med selv at skulle tildele fire på forhånd fastlagte roller til fire karakterer, hvilket er en god måde eventuelt at få aktantmodellen på banen. De fire karakterer i spillet er en stedmor, en drage, en prins og en prinsesse, og man bestemmer altså selv, om det fx skal være prinsessen, der skal redde dragen, hvis man gerne vil være lidt ukonventionel. Allerede her bliver det tydeligt, at mange af de gloser, som eleverne møder i spillet, er relevante i forhold til eventyr-emnet generelt.

Der er i alt 5 ”runder” i spillet. I første runde skal man forsøge at finde genstande, som skal bruges senere i spillet. Opgaven er et vendespil, hvor man skal matche ord (fx Schere) med det rette billede af genstanden. I 2. runde gælder det om at krydse en flod. For at kunne krydse floden skal man besvare nogle spørgsmål, som har med eventyr eller brødrene Grimm at gøre. I 3. runde skal man fange guldstykker, der falder ned fra himlen. I 4. runde skal man beskære en næsten uoverkommelig tjørnehæk. I 5. og sidste runde skal modstanderen endelig dræbes.
spørgsmål fra 2. runde

Hækken skal beskæres for at slippe gennem (4. runde)
Jeg har lavet en gloseopgave, som indeholder de vigtigste ord, eleverne skal kende, for at kunne forstå spillets instruktioner og handling. Når eleverne har løst gloseopgaven, har de dermed en gloseliste at støtte sig til, når de arbejder sig gennem spillet. 

Min oplevelse er, at mange elever er meget intuitive, når de går i gang med et nyt spil, og de prøver hellere tingene af, fremfor at læse instruktionerne. Derfor fik eleverne inden spilstart en formaning om, at de skulle læse al tekst i spillet op for hinanden og have gloselisten ved hånden. Det lod til at virke efter hensigten.

Jeg sætter ca. 45 min. af til introduktion, gloseopgave, selve spillet og en opsamling. De fleste elever kan spille sig gennem spillet på ca. 20 min.

God fornøjelse!






tirsdag den 28. januar 2014

Ny struktur i tyskundervisningen


copyright:  Donna C. Van Handle

Mine kolleger og jeg har siden efterårsferien arbejdet med en ny struktur i tyskundervisningen primært i 1.g-klasserne. Strukturen er affødt af, at vi afprøver niveaudeling i 1.g-ernes grammatikundervisningen.

Vi har planlagt undervisningen, sådan at den veksler mellem grammatikmoduler og moduler med alt det andet, der hører til tyskfaget. Det vil sige, at eleverne enten arbejder 90 minutter med et grammatisk emne eller 90 minutter med fokus på især samtale og gloseforråd.

Eleverne arbejder i grammatikmoduler både på klassisk vis med de grammatiske emner (fx med indsætnings- og oversættelsesøvelser fra grammatikbogen) og med ”anvendelsesorienteret” grammatik. Sidstnævnte dækker over øvelser, hvor eleverne træner anvendelsen af den grammatiske regel gennem mundtlige øvelser fremfor skriftlige.

I de andre tyskmoduler arbejder eleverne med det aktuelle forløbs tema ved især at indlære gloser og træne samtale. Her i starten har målet primært været at lade eleverne slippe deres hæmninger og få talt så meget tysk som muligt. Derfor har eleverne næsten udelukkende talt tysk i par og mindre grupper og altså ikke skullet være nervøse for at tale tysk foran hele klassen.

Gode ideer og opgaver til mundtlige øvelser har jeg især hentet fra Cooperative Learning (fx Quiz og Byt-øvelsen) og bøgerne Tysk du kan tale og Ein neuer Anfang.

I forbindelse med denne nye undervisningsstruktur har jeg både haft fokus på og overvejet om

  •           eleverne kan klare grammatikundervisning i så lang tid af gangen
  •           eleverne overhovedet anvender de grammatiske regler i ”samtale”-modulerne
  •           eleverne får talt nok tysk i grupperne
  •           jeg kan overskue ikke at have en grammatik-buffer i ”samtale”-modulerne
  •           jeg kan finde på en relevant og simpel anvendelsesorienteret øvelse til hvert af de grammatiske emner
  •           jeg kan stole på, at eleverne får talt tysk i grupperne, når de skal


Jeg har endnu ikke lavet en skriftlig evaluering af denne strukturering af undervisningen. Nogle elever har dog givet udtryk for, at de sætter pris på den fordybelse i det grammatiske emne, som de opnår ved 90 minutters fokus alene på det. Andre elever har beskrevet de ikke-grammatiske moduler som sjove, fordi de oplever, at gloseindlæring ikke nødvendigvis er en kedelig opgave, og at de er mere mundtligt aktive, når de taler tysk i grupper. For nylig skulle eleverne lave en lydoptagelse af et interview med hinanden, som så skulle afleveres til mig bagefter. Enkelte elever skrev i evalueringen af denne interview-øvelse, at de fik talt mere tysk end ellers. Jeg fik desværre ikke spurgt, om interview-formen (der foregik to og to), eller om det, at interviewet skulle optages, gjorde forskellen…


Har du erfaringer med lignende? Skriv endelig en kommentar.

mandag den 20. januar 2014

Materiale til tysklærere og -elever


Deutsch!

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om fordelen ved at lave en blog til sit fag, så derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på det her. I stedet vil jeg fortælle, at du måske kunne have glæde af nogle af de efterhånden mange indlæg, som jeg har lavet til mine tyskelever på bloggen Deutschbeifrauczepluch.

Her har jeg løbende samlet materiale, som jeg og eleverne bruger i undervisningen. Det er især materiale som ligger på nettet, så bloggen fungerer på en måde som en link-samling.

Nogle gange bruger jeg bloggen til at ”opmagasinere” til senere. Falder jeg fx over en video til emnet ”die Wende”, så kan jeg sætte det ind på bloggen og give det en relevant etiket. Når den tid så kommer, hvor jeg skal bruge det, er det nemt at finde og klar til brug - også for eleverne.

Prøv selv at kigge derind. Måske finder du noget, du kan bruge.  Materialet spænder over alt fra quizlet-øvelser til instruktionsvideoer (egne og andres) til Youtube-sangvideoer med tilhørende tekst. Brows eventuelt rundt ved hjælp af ”Labels” i højre side.

Har du fundet et eller andet fantastisk genialt på nettet, som ikke er at finde på bloggen, er du mere end velkommen til at dele med mig i kommentarfeltet. Jeg har selv blandt andet fået gode links gennem kolleger på Facebook-gruppen ”faglig sparring for tysklærere”. Er du ikke medlem endnu, så er det et rigtig godt sted at videndele. 


onsdag den 8. januar 2014

Liebesbriefgenerator


Kører du et Liebe-forløb på dit tysk-hold? Har dine elever brug for et lille, muntert indslag? Måske de skulle prøve at sende virtuelle kærestebreve til hinanden vha.:

Liebesbriefgenerator

Jeg stødte på programmet i bogen Ein neuer Anfang, som jeg er i gang med at afprøve på både et 1. og 2.g-tyskhold. Begge hold var meget begejstrede og ville gerne prøve det igen.

Programmet fungerer sådan, at man taster nogle informationer ind om den person, brevet skal stiles til, og en selv. Fx skal man informere om følgende: ”was kann die geliebte Person besonders gut”. Derudover vælger man, hvor langt brevet skal være (kurz, mittel, lange), og hvordan det skal formuleres (stürmisch, normal, zaghaft). På den måde bliver brevet til en vis grad gjort personligt.

Når man har indtastet alle informationer, der spørges til, så trykker man på ”Liebesbrief generieren”. Så kan man se brevet i sin helhed og indtaste e-mail-adressen på den udkårne, så det straks kan sendes af sted.

Alle mails med kærlighedsbreve, synes jeg, kræver et svar fra modtageren. Her kan eleverne så øve sig nok en gang på brevformen (og det høflige afslag evt.).


mandag den 30. september 2013

Genialt værktøj til dine elever!




Stripgenerator.com

Ved hjælp af Stripgenerator kan dine elever på ganske kort tid og uden at kende programmet på forhånd lave en tegneserie!

Eleverne kan med deres tegneserie eksempelvis
1) fortolke en central scene i det værk I læser
2) resumere værket I læser
3) digte en historie og formidle den på deres fremmedsprog

Man behøver ikke logge ind, men kan gå igang straks ved at klikke på "create new strip".
En af mine kolleger har oplevet, at dette link ikke ville virke, men det problem blev hurtigt løst ved at åbne Stripgenerator i en anden browser  - jeg kan desværre ikke huske, hvilken browser, der gav hende problemer.

Der er to vigtige ting, man skal huske
1) eleverne skal gemme linket til deres tegneserie - hvis de ikke opretter et login, kan den være svær at finde igen
2) man kan ikke redigere i tegneserien, når den først er gemt (dvs man har trykket publish)!

Nu er det så bare at slå sig løs og trykke "create new strip"!



Hvis du har fået blod på tanden, men gerne vil vide lidt mere, før du selv prøver det og sætter dine elever igang, så brug små 5 min. på denne video. Den viser elever, hvordan de bruger Stripgenerator (på engelsk). Så har du en ide om, hvordan det foregår.

lørdag den 17. august 2013

Ny app med tysk krimi-gåde




Så er den nye udgave af Lernabenteuer Deutsch fra Goethe instituttet klar til brug!




Mine elever husker det første spil, taler positivt om det og er meget motiverede for at prøve det nye. Det er skønt, at eleverne af sig selv ønsker at beskæftige sig med noget, hvor de tvinges til at arbejde med forskellige færdigheder indenfor tyskfaget. Læs her et indlæg om det første spil, hvor jeg kort beskriver de færdigheder, eleverne træner og opnår, og de erfaringer jeg fik med det i undervisningen.

Det nye spil hedder Ein rätselhafter Auftrag og har i modsætning til det første spil en kvindelig hovedperson. Hovedpersonen er igen en amerikaner, der rejser til Tyskland for at løse en kriminalgåde. I dette spil er der specielt fokus på et ordforråd, der har med arbejdslivet at gøre.

Du kan hente app'en gratis til smartphones og tablets.

Efter en hård første uge på gymnasiet, så sæt dig godt til rette i sofaen og lad spillet begynde. Bedre kan din forberedelsestid næsten ikke tilbringes...







fredag den 15. marts 2013

Glog og identitet

Lad eleverne opdigte en tysk identitet, og lad dem præsentere denne i en Glog!

Denne opgave lavede jeg til mine elever, da jeg syntes, de trængte til et lille pusterum fra det gængse tyskarbejde med tekstlæsning, glosetræning og grammatikøvelser. Det er altså tænkt som et af de lidt sjovere indslag i undervisningen, hvor eleverne skal lave en Glog-præsentation (læs mit indlæg om Glogs her) og på kreativ vis arbejde med almindelige tyske for- og efternavne, tysk geografi, tysk udtale mm.

Eleverne fik at vide, at der var nogle bestemte ting, de skulle opdigte til deres tyske identitet. Mit krav til identiteten var desuden, at den er realistisk. Jeg gav dem forskellige links, som de skulle bruge til at opdigte deres identitet. Det var links til de hyppigst forekommende, tyske for- og efternavne og et link til Google maps over Tyskland, så de kunne zoome ind på kortet og finde stedet, hvor deres tyske identitet skulle bo. Opgaven til mine elever så sådan ud:

In dieser Abgabe musst du eine realistische, deutsche Identität für dich erfinden! 
Diese Fragen müssen beantwortet werden:
Wie heißt du? 
Finde dein Vor- und Nachname zwischen den häufigsten in Deutschland hier: 
1) Weibliche Vornamen 
2) Männliche Vornamen 
3) Familiennamen 
Wie alt bist du? 
Wo wohnst du? 
Schreibe den Namen des Bundeslandes und der Stadt (in der Nähe) Google maps
und finde ein Foto von der Stadt, ein Wahrzeichen der Gegend oder ähnliches. 
Mit wem wohnst du? 
Finde ein Foto von deiner Wohnung/deinem Haus 
Womit arbeitest du? 
Wofür interessierst du dich?
Finde ein Foto, das dein Hobby illustriert 
Was ist dein größtes Geheimnis?

Det sidste, eleverne skulle opdigte, var en hemmelighed til deres tyske identitet. Når de lavede deres Glog-præsentation af deres tyske identitet, så skulle den Glog indeholde en lydfil, hvor de fortalte "deres" største hemmelighed.

Her er en af af de Glogs, som mine elever producerede (tak til Lea fra 1.H, der her deler sit arbejde med bloggens læsere):



Et lille fif: har man oprettet en Glogster-lærerkonto, så kan man i et snuptag få lavet et brugernavn og en kode til det antal elever, man har. Brugernavne og koder bliver ovenikøbet sendt til dig i form af en liste, som kan gives til eleverne. Det smarte ved selv at lave elevernes konti er, at man til hver en tid har adgang til den enkelte elevs konto og deres Glog - om de har publiceret den eller ej!

Alle elever skulle slutteligt linke til deres Glog i tyskholdets Facebookgruppe. Derefter fik eleverne hver tildelt et antal Glogs, som de skulle se igennem. Blandt disse skulle de vælge den ud, som i deres øjne var den flotteste, mest realistiske eller mest spændende. Når de havde valgt den i deres øjne bedste Glog, skulle de i en kommentar til linket på Facebook på tysk forklare, hvorfor de havde valgt netop denne.



tirsdag den 19. februar 2013

Fotobabble-præsentationer


Hvis fx en Glog synes for uoverskueligt for dig, eller dine elever måske ikke skal andet end at beskrive/præsentere et billede eller kort gøre rede for noget ud fra et billede, så kan man hurtigt og nemt lave en Fotobabble.


Her kan du se og høre min første (ekstremt korte!) Fotobabble:

Der er altså tale om et meget enkelt program, hvor du uploader et billede, eventuelt tilføjer en baggrund og dernæst optager en lydfil, som dog har en længde på maksimalt 1 minut (på appen er det muligt under Settings at ændre lydfilens længde til 5 min!). Gå ind på www.fotobabble.com og giv det et forsøg - eller download appen til din Ipad/Iphone (desværre findes der ikke en Android-version endnu).  Man kan logge ind via Facebook, hvis man har en konto der. Din færdige Fotobabble kan indlejres i en blog som her eller linkes direkte til.

I mange fag vil der være gode muligheder for at bruge programmet. I sprogfag kunne man fx sætte eleverne til at lave en Fotobabble, hvor de har lagt et billede ind af dem selv og præsenterer sig. Man kunne også få dem til at præsentere deres fritidsinteresse, deres bedste ven, et feriebillede, en karaktér fra en film/bog, en historisk person, en kendt bygning osv. Der er masser af muligheder.

God fornøjelse!



fredag den 8. februar 2013

Lav en Glog!

Opdagede i WissensWert (medlemsbladet for tysklærerforeningen) en artikel af Mette Hermann og Kasper S. Madsen om Glog-præsentationer, som jeg afprøvede i går aftes. For at lave en Glog går man ind på GlogsterEDU og laver et login, eller logger direkte ind enten via Google eller Facebook.

I kan se min første - hurtigt producerede og absolut ikke særligt æstetiske Glog - her :



Når man laver en Glog, laver man altså en side med tekst, billeder, videoklip (som kan embeddes i din Glog), links, lydfiler osv. til et hvilket som helst emne. I min første Glog præsenterer jeg det forløb, som mine 1.g tyskelever er i gang med lige nu. Min oplevelse med at lave en Glog har givet mig blod på tanden, fordi det er meget nemt at bruge og kan give et lækkert produkt, som samler mange forskellige medier under ét.

Min plan er på et eller andet tidspunkt at lade mine elever forsøge sig med en Glog, som de også foreslår i WissensWert-artiklen. Man kunne forestille sig mange ting, men eleverne kunne fx gruppevis efter et projektarbejde med forskellige tyske forbundslande præsentere deres Bundesland i en Glog. Den kunne indeholde bl.a. en lydfil eller video lavet af dem selv.

Prøv det!

Der findes i øvrigt en grundig dansk vejledning til Glogster her.
Tak til Marian K. Hubert for at gøre opmærksom på dette.



torsdag den 7. februar 2013

Quizlet - træning af begreber



Flashcards er gode til at træne  - ikke bare gloser i fremmedsproget - men også til at træne begreber o.l. i fx oldtidskundskab.

Til gloseøvelse i tysk har jeg tidligere præsenteret Flashcardstash. I dag har jeg afprøvet Flashcardmuligheden på Quizlet. Her kan man hurtigt og nemt logge ind via Facebook og straks gå i gang med at lave de første Flashcards. Så snart man har lavet sine flashcards, kan man via Quizlet poste et link til dem direkte til ens egen facebookside eller eventuelt elevernes facebookgruppe. Har man ikke Facebook, skal man lave sig et (gratis) login. Når man har lavet sine flashcards kan man nemt link til dem i Fronter, eller en hvilken som helst platform, man arbejder på. Det er også muligt at embedde dem på en blog.

Quizlet er meget nem at gå til, da alt er indrettet ret intuitivt. Det findes også som gratis app til Iphone, men ikke til android. Deres hjemmeside har dog en mobiludgave, som efter sigende skulle virke godt på Android-medier.

Jeg har endnu ikke afprøvet alle funktioner i Quizlet, men er blot gået direkte i gang med første sæt flashcards. De er lavet til min old-klasse, hvor vi netop er gået i gang med tragedien Medea af Euripides.
Eleverne har i dag læst om drama, tragedie og Euripides i bogen Paideia. De har læst med et fokus, jeg har givet dem på forhånd. Ud fra dette fokus, har jeg lavet nedenstående flashcards til dem:




Når Quizlet bruges til at øve begreber o.l. som her, giver det kun mening at vælge "scatter"- og "flashcards"-øvelsen under menuen "Choose a Study Mode" naturligvis.

Læs eventuelt mere om Quizlets funktioner og muligheder i dette indlæg fra Edidaktik.dk

lørdag den 19. januar 2013

Lernabenteuer Deutsch





Lad eleverne lære tysk ved at spille sig frem til løsningen af gåden om tyveriet af Himmelskiven fra Nebra! 

Jeg har tidligere kort beskrevet spillet, som hedder "Lernabenteuer Deutsch - das Geheimnis der Himmelsscheibe". Spillet er produceret af Goethe Institut og kan spilles på nettet eller som app (til både Apple og Android). Her er et link til Goethe Instituttets egen side om spillet.

I spillet følger man en fyr fra USA, der kontaktes af en ukendt tysker, som har brug for hans hjælp i forbindelse med et påstået tyveri af et af Tysklands vigtigste oldtidsfund. Man skal således hjælpe hovedpersonen med at løse gåden og lære tysk undervejs.

Eleverne bliver konfronteret med både at læse og at høre tysk. Undervejs vil der være opgaver, hvor de skal  fx skal samle ord til en meningsfuld sætning, lytte sig til en vejbeskrivelse eller købe de rigtige ingredienser i et supermarked.

Hvis man synes, man ikke kan komme videre i spillet, er der mulighed for at finde vejen videre ved at gå til spillets facebookside.

Jeg har haft mit 1g-tyskhold til at gennemføre spillet på nettet. De fleste elever har været meget begejstrede for at spille det. I mine øjne har det også været en god afveksling til den almindelige undervisning - og en fantastisk lejlighed for eleverne til at høre en masse tysk!

Hvis man selv har tænkt sig at prøve spillet af med klassen, er der nogle ting man bør være opmærksom på:
- det er vigtigt, at eleverne spiller spillet på den samme computer hver gang: der er intet log-in til spillet, hvilket betyder, at næste gang man starter spillet, SKAL man spille på den samme pc som sidst, da spillet ellers starter forfra og ikke dér, hvor man var kommet til.
- Eleverne skal have headsets, så de lytter til det talte tysk (det er til en vis grad muligt at spille uden at lytte, da alt, der bliver sagt også står skrevet).
- man skal som lærer (selvfølgelig) have spillet spillet, da eleverne kan komme ud for ikke at vide, hvad næste skridt i spillet er. Derfor er det godt, hvis læreren har siddet med irritationen over at sidde fast, så eleverne ikke behøver opleve den for længe.
- læreren skal have noget i baghånden til de sidste spilgange, hvor en del elever er færdige, mens de sidste endnu er i gang med spillet.
- Det tager CIRKA 4 x 30 min. at gennemføre spillet (nogle vil gøre det lidt hurtigere - andre lidt langsommere!).

Goethe Institut er i gang med at udvikle et nyt spil med en kvindelig hovedperson.
den kvindelige hovedperson
i det nye spil fra Goethe  Institut

God fornøjelse!




tirsdag den 13. november 2012

Tysk du kan tale!

Her er en Flashcardstash-øvelse til de småord, der ofte bruges i en tysk samtale. Ordene er hentet fra bogen "Tysk du kan tale" af Paul Klitnæs (Systime).

søndag den 11. november 2012

Reiseland Dänemark/Deutschland




Her kommer en idé til et forløb i tysk, som jeg fik, mens jeg lavede dej til pizzasnegle i formiddags.

Det starter med et ønske om at lære eleverne mere om Tyskland. De skal vide, at Tyskland er andet end det nordlige Tyskland, de møder, når de kører over grænsen for at købe slik og øl.

Jeg tænker først, at eleverne skal præsentere forskellige tyske byer for hinanden. Parvis får man til opgave at komme med et bud på en rejse til den tyske storby, som de har fået tildelt. Umiddelbart skal eleverne så først overveje, hvem rejseforslaget er henvendt til, hvor længe rejsen varer, hvad den rejsende bør vide om byens historie, geografi o.l., hvor de skal bo, og hvad de kan foretage sig i byen eller også på en dagsrejse uden for byen.
Under arbejdet og præsentationerne for de andre, skulle eleverne gerne få et indtryk af, hvad Tyskland har at byde på historisk, geografisk og kulturelt.

På min skole har man kontakt til et gymnasium i Kiel, hvor der undervises i dansk. Den forbindelse gav mig den tanke, at forløbet kunne laves som en formidlingsopgave mellem mit tyskhold og min tyske kollegas danskhold.

Man kunne forestille sig, at mine elever arbejdede med at lave præsentationer af Danmark som ferieland. Her kommer man faktisk til at arbejde med et reelt problem, nemlig at vi herhjemme er dårlige til at sælge os selv til turisterne. Eleverne skal altså arbejde på en præsentation af Danmark som et attraktivt rejsemål for de tyske elever. Hvorfor holde ferie i Danmark?

Præsentationerne skulle laves mundtligt, fx optages på elevernes mobiler, eller eleverne kunne tale over en powerpoint-præsentation, som blev optaget vha. Screencastomatic.

De tyske elever skulle så lave tilsvarende på dansk om Tyskland. Hvorfor holde ferie i Tyskland?

Jeg håber, jeg får realiseret idéen. Nu har jeg i hvert fald fået den ned sort på hvidt. Hvis du skulle have et forbedringsforslag eller anden form for input, så skriv gerne til mig.

onsdag den 3. oktober 2012

DEUTSCH TEST


DeutschTests (Vollversion)Appen Deutsch Tests indeholder forskellige quizzer på tysk, som kan hjælpe dig med at forbedre din viden om det tyske sprog og Tyskland (emnet vi i tyskfaget kalder Landeskunde). 

Quizzerne er inddelt i forskellige sværhedsgrader (A1/A2, B1/B2, C1/C2), hvor A1 er på laveste niveau. Der er en super funktion, der læser quizzerne højt, hvis man ønsker det.

Appen kan downloades i en gratis version. I denne har du et overblik over alle quizzer, men altså kun adgang til nogle af dem. Hvis man får lyst til adgang til alle, kan man jo betale de 14,81 det koster. Eller man kan tilkøbe sig adgang til en enkelt betalingsquiz for 0,55 Euro pr. styk.


eksempel på spørgsmål i "Einfach Foto Quiz Berlin"

Her er en oversigt over de gratis quizzer:

Artikelübungen (A1/A2)

Genus-quiz (A1/A2)

Einfach Foto Quiz Berlin

Einfach Deutscland-Quiz

Modalverben (B1/B2)

Wirtschaftsdeutsch (Arbeit) (C1/C2)


Find appen her. God fornøjelse!

onsdag den 26. september 2012

Apps til tysk


Jeg har kigget lidt på gratis apps, som tyskelever ville kunne få glæde af. Her er, hvad jeg umiddelbart faldt over:

test din viden i tyske substantivers køn


lær tyske ord i kategorien mad ud fra billeder









Deutsch Tests
tester i Landeskunde-kategorien - tysk interface











Lernabenteuer Deutsch
på www.goethe.de ligger rigtig mange apps, der kan hjælpe én med at lære tysk. En af de sjove er en app, hvor man skal opklare et tyveri af himmelskiven fra Nebra! Den findes både til Iphone og android, og så er der også en netudgave!




Der findes mange apps, hvor man kan træne verbers betydning og bøjning. Desværre er alle dem, jeg umiddelbart fandt på engelsk.

Jeg er ikke færdig med at finde apps. På et senere tidspunkt vil jeg se, hvad jeg ellers kan finde og prøve nogle af dem af.