Viser opslag med etiketten apps. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten apps. Vis alle opslag

søndag den 27. august 2017

Små Quizlet-fifs



I min tyskundervisning bliver Quizlet brugt flittigt. Selvom jeg kun har en gratis-profil, er der rigtig mange gode funktioner tilgængelig. Her vil jeg præsentere dem, jeg bruger oftest.

Sprog
Mine elever får gerne besked på at oprette en Quizlet-konto, når de starter hos mig. Jeg opfordrer dem også til at sætte deres Quizlet-konto til tysk under sprogindstillinger. Min Quizlet-konto er også sat til tysk. På den måde får fx elevernes hold i Quizlet-Live tyske dyrenavne i stedet for engelske.

Hold
Når jeg får et nyt tyskhold, så opretter jeg gerne holdet i Quizlet og sender dem et direkte link dertil. Her lægger jeg så løbende de Quizlet-sæt, som eleverne skal træne. Dvs. at de har de relevante sæt samlet ét sted, og jeg kan desuden lure på, hvordan det går med deres træning, og om de overhovedet får trænet.

Du opretter hold på din personlige Quizlet-side i venstre margin (”+ Kurs erstellen”). Når du går ind på holdets side kan du under ”Mitglieder” klikke på en af dine elever og se, hvilke sæt vedkommende har trænet, og hvornår.

Stjernefunktionen
Tysklektien på mine hold er ofte at lære 10 gloser fra et Quizlet-sæt udenad. I de situationer får mine elever besked på at stjernemarkere de ord, de skal træne. Når man har nogle stjernemarkerede ord i et Quizlet-sæt, kan man vælge alene at træne disse ord.

Du stjernemarkerer et ord ved at klikke på stjernen ud for et ord på listen over det quizlet-sæt, som du arbejder med. Stjernen ved stjernemarkerede ord får farven gul.
Du kan træne alene disse stjernemarkerede ord ved under ”Filtern” at klikke på ”Begriffe mit”

Print
Husk at alle quizlet-set er nemme at printe, og at du kan vælge mellem mange forskellige layouts.

Mobil-app
Jeg gør altid eleverne opmærksom på, at der findes en Quizlet-app. Hvis de installerer den, så kan de træne gloserne hvor som helst vha. mobilen.

Her til slut vil jeg linke til det første quizlet-set, som mine elever bliver introduceret til. Sættet er lavet af min gode kollega Kristian Steg. Elevernes første lektie i tysk grundforløb er at lære maskulinum og femininum udenad. I morgen skal de først træne lidt, og så skal de prøve deres første quizlet-live.


God start på din uge i morgen!

tirsdag den 2. december 2014

Märchen interaktiv 2!



For nylig lærte jeg Learningapps.org at kende, hvor man både kan finde interaktive spil og selv lave dem. Du kan læse mit blogindlæg, om den enormt anvendelige side her.

Et af de faste emner for 1.g-tyskholdene på mit Gymnasium er "Märchen". På learningapps.org findes en hel kategori med forskellige spil, som har Märchen som tema! Du finder en oversigt over spillene her. Bemærk i øvrigt at alle spil er forsynet med en QR-kode, som eleverne kan scanne med deres smartphone, så de kan spille spillet på den.

eksempel på Märchen-spil på learningapps.org



lørdag den 17. august 2013

Ny app med tysk krimi-gåde




Så er den nye udgave af Lernabenteuer Deutsch fra Goethe instituttet klar til brug!




Mine elever husker det første spil, taler positivt om det og er meget motiverede for at prøve det nye. Det er skønt, at eleverne af sig selv ønsker at beskæftige sig med noget, hvor de tvinges til at arbejde med forskellige færdigheder indenfor tyskfaget. Læs her et indlæg om det første spil, hvor jeg kort beskriver de færdigheder, eleverne træner og opnår, og de erfaringer jeg fik med det i undervisningen.

Det nye spil hedder Ein rätselhafter Auftrag og har i modsætning til det første spil en kvindelig hovedperson. Hovedpersonen er igen en amerikaner, der rejser til Tyskland for at løse en kriminalgåde. I dette spil er der specielt fokus på et ordforråd, der har med arbejdslivet at gøre.

Du kan hente app'en gratis til smartphones og tablets.

Efter en hård første uge på gymnasiet, så sæt dig godt til rette i sofaen og lad spillet begynde. Bedre kan din forberedelsestid næsten ikke tilbringes...







torsdag den 7. februar 2013

Quizlet - træning af begreber



Flashcards er gode til at træne  - ikke bare gloser i fremmedsproget - men også til at træne begreber o.l. i fx oldtidskundskab.

Til gloseøvelse i tysk har jeg tidligere præsenteret Flashcardstash. I dag har jeg afprøvet Flashcardmuligheden på Quizlet. Her kan man hurtigt og nemt logge ind via Facebook og straks gå i gang med at lave de første Flashcards. Så snart man har lavet sine flashcards, kan man via Quizlet poste et link til dem direkte til ens egen facebookside eller eventuelt elevernes facebookgruppe. Har man ikke Facebook, skal man lave sig et (gratis) login. Når man har lavet sine flashcards kan man nemt link til dem i Fronter, eller en hvilken som helst platform, man arbejder på. Det er også muligt at embedde dem på en blog.

Quizlet er meget nem at gå til, da alt er indrettet ret intuitivt. Det findes også som gratis app til Iphone, men ikke til android. Deres hjemmeside har dog en mobiludgave, som efter sigende skulle virke godt på Android-medier.

Jeg har endnu ikke afprøvet alle funktioner i Quizlet, men er blot gået direkte i gang med første sæt flashcards. De er lavet til min old-klasse, hvor vi netop er gået i gang med tragedien Medea af Euripides.
Eleverne har i dag læst om drama, tragedie og Euripides i bogen Paideia. De har læst med et fokus, jeg har givet dem på forhånd. Ud fra dette fokus, har jeg lavet nedenstående flashcards til dem:




Når Quizlet bruges til at øve begreber o.l. som her, giver det kun mening at vælge "scatter"- og "flashcards"-øvelsen under menuen "Choose a Study Mode" naturligvis.

Læs eventuelt mere om Quizlets funktioner og muligheder i dette indlæg fra Edidaktik.dk

lørdag den 19. januar 2013

Lernabenteuer Deutsch





Lad eleverne lære tysk ved at spille sig frem til løsningen af gåden om tyveriet af Himmelskiven fra Nebra! 

Jeg har tidligere kort beskrevet spillet, som hedder "Lernabenteuer Deutsch - das Geheimnis der Himmelsscheibe". Spillet er produceret af Goethe Institut og kan spilles på nettet eller som app (til både Apple og Android). Her er et link til Goethe Instituttets egen side om spillet.

I spillet følger man en fyr fra USA, der kontaktes af en ukendt tysker, som har brug for hans hjælp i forbindelse med et påstået tyveri af et af Tysklands vigtigste oldtidsfund. Man skal således hjælpe hovedpersonen med at løse gåden og lære tysk undervejs.

Eleverne bliver konfronteret med både at læse og at høre tysk. Undervejs vil der være opgaver, hvor de skal  fx skal samle ord til en meningsfuld sætning, lytte sig til en vejbeskrivelse eller købe de rigtige ingredienser i et supermarked.

Hvis man synes, man ikke kan komme videre i spillet, er der mulighed for at finde vejen videre ved at gå til spillets facebookside.

Jeg har haft mit 1g-tyskhold til at gennemføre spillet på nettet. De fleste elever har været meget begejstrede for at spille det. I mine øjne har det også været en god afveksling til den almindelige undervisning - og en fantastisk lejlighed for eleverne til at høre en masse tysk!

Hvis man selv har tænkt sig at prøve spillet af med klassen, er der nogle ting man bør være opmærksom på:
- det er vigtigt, at eleverne spiller spillet på den samme computer hver gang: der er intet log-in til spillet, hvilket betyder, at næste gang man starter spillet, SKAL man spille på den samme pc som sidst, da spillet ellers starter forfra og ikke dér, hvor man var kommet til.
- Eleverne skal have headsets, så de lytter til det talte tysk (det er til en vis grad muligt at spille uden at lytte, da alt, der bliver sagt også står skrevet).
- man skal som lærer (selvfølgelig) have spillet spillet, da eleverne kan komme ud for ikke at vide, hvad næste skridt i spillet er. Derfor er det godt, hvis læreren har siddet med irritationen over at sidde fast, så eleverne ikke behøver opleve den for længe.
- læreren skal have noget i baghånden til de sidste spilgange, hvor en del elever er færdige, mens de sidste endnu er i gang med spillet.
- Det tager CIRKA 4 x 30 min. at gennemføre spillet (nogle vil gøre det lidt hurtigere - andre lidt langsommere!).

Goethe Institut er i gang med at udvikle et nyt spil med en kvindelig hovedperson.
den kvindelige hovedperson
i det nye spil fra Goethe  Institut

God fornøjelse!




onsdag den 3. oktober 2012

DEUTSCH TEST


DeutschTests (Vollversion)Appen Deutsch Tests indeholder forskellige quizzer på tysk, som kan hjælpe dig med at forbedre din viden om det tyske sprog og Tyskland (emnet vi i tyskfaget kalder Landeskunde). 

Quizzerne er inddelt i forskellige sværhedsgrader (A1/A2, B1/B2, C1/C2), hvor A1 er på laveste niveau. Der er en super funktion, der læser quizzerne højt, hvis man ønsker det.

Appen kan downloades i en gratis version. I denne har du et overblik over alle quizzer, men altså kun adgang til nogle af dem. Hvis man får lyst til adgang til alle, kan man jo betale de 14,81 det koster. Eller man kan tilkøbe sig adgang til en enkelt betalingsquiz for 0,55 Euro pr. styk.


eksempel på spørgsmål i "Einfach Foto Quiz Berlin"

Her er en oversigt over de gratis quizzer:

Artikelübungen (A1/A2)

Genus-quiz (A1/A2)

Einfach Foto Quiz Berlin

Einfach Deutscland-Quiz

Modalverben (B1/B2)

Wirtschaftsdeutsch (Arbeit) (C1/C2)


Find appen her. God fornøjelse!

onsdag den 26. september 2012

Apps til tysk


Jeg har kigget lidt på gratis apps, som tyskelever ville kunne få glæde af. Her er, hvad jeg umiddelbart faldt over:

test din viden i tyske substantivers køn


lær tyske ord i kategorien mad ud fra billeder









Deutsch Tests
tester i Landeskunde-kategorien - tysk interface











Lernabenteuer Deutsch
på www.goethe.de ligger rigtig mange apps, der kan hjælpe én med at lære tysk. En af de sjove er en app, hvor man skal opklare et tyveri af himmelskiven fra Nebra! Den findes både til Iphone og android, og så er der også en netudgave!




Der findes mange apps, hvor man kan træne verbers betydning og bøjning. Desværre er alle dem, jeg umiddelbart fandt på engelsk.

Jeg er ikke færdig med at finde apps. På et senere tidspunkt vil jeg se, hvad jeg ellers kan finde og prøve nogle af dem af.