Viser opslag med etiketten eksamen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eksamen. Vis alle opslag

onsdag den 20. maj 2015

Et spil til oldtidskundskab!

The Death of Socrates, Jacques-Louis David (foto af Wally Gobetz)

Dette har absolut ikke været året, hvor der var tid eller mentalt overskud til at finde på og afprøve nyt, hvilket har resulteret i meget få indlæg dette skoleår. Her hen mod slutningen af året, hvor mine elever mere og mere opfyldes af trangen til sommerferie og studenterfester end til at blive klogere på Sokrates og Platon, var en ny og aktiverende gennemgang af Forsvarstalen absolut påkrævet, og jeg udfærdigede derfor hurtigt et simpelt spil, ”Sokrates - forsvarstale-spillet”.

Eleverne skal inden de sættes i gang, som minimum være bekendt med Platons idélære og Sokrates’ maieutik, og de skal have læst Forsvarstalen I.I-XXIV (svarende til side 26-55 i ”Sokrates' domfældelse og død” v. Hartvig Frisch). Eleverne skal således have mødt begreber som anamnese, doxa, apori, episteme og sjælens areté (sidstnævnte kan eleverne læse om s.14 i ”Sokrates' domfældelse og død” v. Hartvig Frisch). Mine elever havde desuden forinden læst Hulelignelsen. Spillets fokus ligger primært på talens sidste 10 paragraffer.

Spillet indeholder en spilleplade og to kategorier af kort: stjernekort og spørgsmålskort. Spørgsmålskortene består som navnet antyder af spørgsmål til teksten og til forløbets relevante begreber. Stjernekortene består af udsagn om teksten, som der skal findes tekstbelæg for. Spillepladen har jeg fundet på nettet, og er en lettere redigeret udgave af en spilleplade lavet af ”Clio online”. Den har efter elevernes anmodning fået tilføjet flere felter med stjerner og spørgsmål, sådan at spillet ikke er så hurtigt at komme gennem.

Spillet indeholder desuden nogle ”joker”-kort, hvor der fx står ” Du belærer din ven om Platons dualistiske verdensopfattelse. Ryk 3 felter frem” eller ”Du tror, at Sokrates er en sofist. Ryk 5 felter tilbage”. At spillet oprindeligt er udtænkt til en idrætsklasse, kommer særligt til udtryk i disse ”joker”-kort, da der her ofte er tale om en eller anden form for fysisk ”straf”. På et af dem står fx ” Du har ikke læst dine lektier og er træt, fordi du så Netflix til klokken 2 om natten. Lav planken i 1 minut”.

Men læs nærmere om regler m.m. i linket nedenfor. Skriv gerne en kommentar, hvis du opdager fejl, har spørgsmålet eller et godt forslag. Jeg har tænkt mig på et tidspunkt at tilføje svar på stjerne- og spørgsmål-kort, sådan at det ikke er nødvendigt, at eleverne spørger læreren, hvis de er i tvivl om svaret. Det fungerer i øvrigt godt at lade eleverne spille parvis mod hinanden.

Du kommer til spillet HER





mandag den 23. marts 2015

Langsomme læsere og eksamen


I læsevejledningen kommer der for tiden elever, der ønsker udvidet tid til eksamen, fordi de læser meget langsomt. Nogle af disse elever er berettigede til udvidet tid, fordi de testes positive for ordblindhed. De, der ikke viser sig at være ordblinde, kan med fordel begynde at træne deres læsehastighed. Langsomme læsere kan sagtens, med en ihærdig indsats naturligvis, nå at træne deres læsehastighed, så de ikke kommer i tidsnød til den nærtstående eksamen.

I dag har jeg forfattet en vejledning til en elev, som jeg ikke kunne mødes med inden påsken, men som jeg tænker hellere må komme i gang hurtigst muligt. Nedenfor kan du læse denne vejledning i, hvordan en elev på egen hånd kan træne hurtiglæsning. Hurtiglæsning er at læse uden stop, så hurtigt som muligt; aldrig hurtigere dog end at man får alle ord og sætninger med, for man skal naturligvis forstå hovedtrækkene i det læste. Det er selvfølgelig ikke alt, der skal læses hurtigt, men det er absolut en fordel at kunne variere sin læsehastighed.

I vejledningen står der først nogle generelle tips til, hvordan man kan blive hurtigere til at læse. Dernæst har jeg beskrevet, hvordan man selv kan komme i gang med at træne derhjemme (Opstart). Til sidst er der et bud på en træningsplan, så man får trænet læsehastigheden og holdt den ved lige.

Her til slut en tak til Anja Thybo fra Uddannelseshuset, hvis gode instruktionsvideoer, jeg linker til, og til forfatterne af Læs Bedre, S. Winding og A. Mygind, hvis liste over letlæste bøger jeg stjæler fra.

Jeg håber min elev får læst en masse i påsken, og jeg er spændt på at høre om processen. Når træningen har stået på en måneds tid, skal eleven have testet sin læsehastighed. Eleven vil med stor sandsynlighed opnå et bedre resultat end i sin 1.g-screening, og vil dermed kunne se, at det betaler sig at træne. Måske har du også en elev, som kan få glæde af et lille hurtiglæsningskursus til derhjemme?




LÆSEHASTIGHEDSTRÆNING DERHJEMME
                              
Generelle tips
·        Det er lettest at komme op på en høj læsehastighed, hvis du læser i længere tidsintervaller i en genre, du kender godt (fx krimi/fantasy…).
·         Det kræver mod at træne sig til at blive en hurtigere læser. Man skal turde give slip - turde læse videre uden at have tænkt over hver detalje.
·         Hyg dig, når du læser. Vælg spændende/sjovt læsestof (men letlæst). Det bedste er skønlitteratur. Tegneserier, lyrik og internettet egner sig ikke.
·         Tiden, du læser er vigtigere, end måden (teknikken). Læs minimum en halv time hver dag. Gerne det første kvarter med fartkort.
·         Undgå regressioner (dvs. øjnene hele tiden springer tilbage i teksten), at læse højt inden i dig selv, pege i teksten og hovedryk (lad øjnene bevæge sig henover papiret, hovedet skal du holde helt stille).
·         Når du træner læsning intensivt, er det en fordel at føre en dagbog over træningen

Opstart
1.   find en letlæst bog.
Du skal bruge en bog, som du virkelig har lyst til at læse, og som er let at læse. Har du ikke en, så spørg gerne en bibliotekar. Her er nogle forslag til bøger:
Tine Bryld:               Liv og Aleksander
Jakob Ejersbo:          Nordkraft
Jan Guillou:              Vejen til Jerusalem
Kirsten Holst:           Min ven Thomas
Stephen King:          Ondskabens hotel
Lene Kaaberbøl:       Skammerens datter
Anne Rice:               en vampyrs bekendelser
J.K. Rowling:            Harry Potter-serien
Tolkien:                    Hobitten
2.   se videoen ”læser du også ord for ord?”
3.   se videoen ”hopper du også tilbage i teksten, når du læser?”
4.   lav et fartkort.
5.   Afprøv fartkortet på en letlæst bog.
Husk at dit læsetempo skal være lidt hurtigere end normalt, når du bruger fartkortet.

Træningsplan
- Læs mindst en halv time i streg hver dag.
- Brug mindst hver anden gang "fartkort" det første kvarter.
- Notér hver gang din læseoplevelse i en ”træningsdagbog”:
a)    dato
b)    romanens forfatter og titel
c)    antal sider
d)    antal min.
e)    kommentarer (Hvad gik godt/mindre godt? Hvordan var koncentrationen / forståelsen osv.?)

fredag den 6. juni 2014

Eksamenslokalet klar til start!



Det er nu, at mails med indledningen ”Så nærmer tiden sig, hvor eksamen står for døren” rammer din email-indbakke. Jeg er hvert år lige dele nervøs og spændt, og af en eller anden grund kræver det en hel del af mig at komme ind i eksamensrutinen igen.

Jeg har erfaret, at lister er en god ting, hvis jeg ikke vil stresse alt for meget. Derfor har jeg lavet en liste med det, jeg skal sørge for, når eksamenslokalet skal gøres klart og eksaminationen ruller. På den måde kan jeg med ro i sjælen sammen med censor lade den første elev træde ind ad døren, for jeg ved, at der er styr på tingene.

Er du ny udi eksamination, er du lidt usikker inden slaget eller har du blot brug for en genopfriskning af eksamensrutinen, så se mit bud på det her.




Vær opmærksom på, at den er rettet mod eksamination i oldtidskundskab. Men mon ikke, der er visse ting, du kan bruge?

Har du tilføjelser, så skriv meget gerne en besked til mig.