Viser opslag med etiketten skriftlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skriftlighed. Vis alle opslag

lørdag den 26. september 2015

Om genafleveringer


Mine kollega og gode veninde bad mig i går om inspiration til genafleveringer. Ligesom jeg, så oplever hun også, at det kan være svært at få eleverne til at følge ens anvisninger for genafleveringen. Så opstår nemlig ofte det problem, at eleverne afleverer deres rettelser uden at bibeholde ens markeringer af fejl, og man derfor ikke kan se, hvad det er, de har rettet. Det betyder ekstra arbejde til en selv, for nu skal man have åbnet den gamle aflevering og finde frem til de gamle fejl. Men jeg har fundet en løsning på det.

I starten af dette skoleår besluttede jeg mig for, at mine elever skulle aflevere genafleveringer, da det ikke er til at komme uden om, at det er en rigtig god måde for eleverne at lære af egne fejl. Eleverne tvinges til at læse rettelserne i deres aflevering igennem, og fokus i det skriftlige arbejde er tilpasset den enkelte elev. Derudover burde det også i de fleste tilfælde betyde lidt mindre rettearbejde til en selv – og tidsbesparende tiltag er efterhånden i høj kurs i mit arbejde.

Løsningen fandt jeg ved en ”googling”, hvor jeg ikke overraskende havnede på en blogpost af min kollega Eva Pors. Med inspiration herfra har jeg gjort følgende med godt resultat på mit tyskhold:

Ved de fejl, som eleverne selv skal rette, sætter jeg en kommentar. I kommentaren skriver jeg fx 
kongruens:
Det vil sige eleven får fejltypen og eventuelt også en paragrafhenvisning til grammatikbogen. Når eleven genafleverer, skriver hun sin rettelse efter kolon inde i min kommentar. På den måde kan jeg se deres aflevering nøjagtig som den oprindelig så ud, fordi rettelsen står ude i kommentaren.
Her kan du se et udsnit af en sådan genaflevering:

Det, det står skrevet efter kolon i kommentarerne, er elevens egen rettelse.


onsdag den 8. januar 2014

Liebesbriefgenerator


Kører du et Liebe-forløb på dit tysk-hold? Har dine elever brug for et lille, muntert indslag? Måske de skulle prøve at sende virtuelle kærestebreve til hinanden vha.:

Liebesbriefgenerator

Jeg stødte på programmet i bogen Ein neuer Anfang, som jeg er i gang med at afprøve på både et 1. og 2.g-tyskhold. Begge hold var meget begejstrede og ville gerne prøve det igen.

Programmet fungerer sådan, at man taster nogle informationer ind om den person, brevet skal stiles til, og en selv. Fx skal man informere om følgende: ”was kann die geliebte Person besonders gut”. Derudover vælger man, hvor langt brevet skal være (kurz, mittel, lange), og hvordan det skal formuleres (stürmisch, normal, zaghaft). På den måde bliver brevet til en vis grad gjort personligt.

Når man har indtastet alle informationer, der spørges til, så trykker man på ”Liebesbrief generieren”. Så kan man se brevet i sin helhed og indtaste e-mail-adressen på den udkårne, så det straks kan sendes af sted.

Alle mails med kærlighedsbreve, synes jeg, kræver et svar fra modtageren. Her kan eleverne så øve sig nok en gang på brevformen (og det høflige afslag evt.).


tirsdag den 17. december 2013

Skriftligt arbejde version 2.0


PROBLEMET MED OVERSÆTTELSER
Mine tyskkolleger og jeg har - som mange andre sproglærere - længe været frustrerede over elevernes brug af oversættelses-programmer og af forskellige sider på nettet, hvor andre elever har lagt deres opgaver, som så kan hentes og afleveres som ens eget. Elever, der gør dette, fordyber sig ikke i det sproglige arbejde på samme vis, som når man alene er henvist til ordbogen og grammatikken. Derudover kan man ikke være sikker på, at det er elevens eget arbejde, man bedømmer. På forskellig vis har jeg derfor - som så mange andre - forsøgt at formulere skriftlige hjemmeopgaver på en måde, der ville afsløre eller vanskeliggøre brugen af førnævnte muligheder.
I år har jeg to 1.g-klasser, hvor jeg her i grundforløbet gennemgår forskellige elementære grammatiske emner. I grammatikbogen er der selvfølgelig forskellige øvelser til emnerne, indsætningsøvelser, oversættelsesopgaver o.l. Tidligere fik eleverne ofte en af oversættelserne som aflevering. Efterhånden opgav jeg at bruge disse ellers gode øvelser som afleveringer, fordi der ligger frit tilgængelige oversættelser af netop disse på Studienet.dk og lignende sider.
Men nu får de dem igen - fordi jeg og flere af mine tyskkolleger afprøver en ”ny” måde at melde tilbage på det skriftlige arbejde.


NY FORM FOR TILBAGEMELDING
Eleverne har fået at vide, at de ikke får en karakter for deres skriftlige afleveringer (at jeg så laver et par notater til mig selv, behøver de ikke vide). Arbejdet med de skriftlige afleveringer skal de anse som ren og skær træning i de grammatiske emner, som er blevet gennemgået i undervisningen. Jeg retter deres afleveringer alene ved at markere fejlene i deres oversættelse med gul farve (jeg retter elektronisk i Word). Jeg skelner ikke mellem fejltyper i farvemarkeringen. Til gengæld giver jeg, når eleverne har fået deres rettede afleveringer tilbage, en grundig gennemgang af oversættelsen og de gængse fejltyper i klassen, og jeg instruerer eleverne i at spørge ind til markeringer, som de ikke forstår. Mit rettearbejde går derfor hurtigt - hvilket giver mig tid til at lave og rette TESTEN!
For ja - eleverne får så med jævne mellemrum en test i de grammatiske emner, som de har arbejdet med i undervisningen og deres afleveringer. Jeg forventer, at det vil skinne igennem i elevernes test-besvarelser, hvis de har arbejdet seriøst med afleveringerne. Hvis ikke, så vil det ligeledes blive tydeligt.

Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå i det lange løb. Den første test kommer i morgen.



Men hvordan gør du? Sidder du og laver hjemmelavede oversættelsesopgaver? Eller ændrer du enkeltord i allerede eksisterende for at afsløre copy-cats? Eller har du helt droppet oversættelser i afleveringerne (som jeg selv gjorde en overgang)? Eller…



mandag den 30. september 2013

Genialt værktøj til dine elever!




Stripgenerator.com

Ved hjælp af Stripgenerator kan dine elever på ganske kort tid og uden at kende programmet på forhånd lave en tegneserie!

Eleverne kan med deres tegneserie eksempelvis
1) fortolke en central scene i det værk I læser
2) resumere værket I læser
3) digte en historie og formidle den på deres fremmedsprog

Man behøver ikke logge ind, men kan gå igang straks ved at klikke på "create new strip".
En af mine kolleger har oplevet, at dette link ikke ville virke, men det problem blev hurtigt løst ved at åbne Stripgenerator i en anden browser  - jeg kan desværre ikke huske, hvilken browser, der gav hende problemer.

Der er to vigtige ting, man skal huske
1) eleverne skal gemme linket til deres tegneserie - hvis de ikke opretter et login, kan den være svær at finde igen
2) man kan ikke redigere i tegneserien, når den først er gemt (dvs man har trykket publish)!

Nu er det så bare at slå sig løs og trykke "create new strip"!



Hvis du har fået blod på tanden, men gerne vil vide lidt mere, før du selv prøver det og sætter dine elever igang, så brug små 5 min. på denne video. Den viser elever, hvordan de bruger Stripgenerator (på engelsk). Så har du en ide om, hvordan det foregår.

mandag den 24. oktober 2011

Audioboo i afleveringen

Så har jeg rettet afleveringer, hvor eleverne har linket til deres lydfiler i Audioboo. Afleveringen var tvedelt. Først skulle de skrive en billedanalyse, dernæst skulle de indtale en lydfil i Audioboo, som de skulle linke til i deres aflevering. Det har fungeret super. To elever skulle låne headsets af skolen, resten klarede det hele uden videre. Lydkvaliteten er fin og min Audioboo-guide må have været lige til at gå til, for der har ikke meldt sig elever hos mig, der havde problemer med fremgangsmåden - flere af eleverne har endda lavet to links, da de helt har forsået, at lydfilerne ikke kunne være mere end 3 minutter lange. I rettelserne har jeg kommenteret på deres tyske udtale, og jeg håber de bliver mere opmærksomme på deres udtale fremover. Det skal helt sikkert afprøves igen ;)