Så er det godt to, travle måneder siden, der har været blogget herinde
sidst. Men for nylig har jeg afprøvet et gruppearbejde, som virkede godt, og jeg
derfor må dele herinde. Jeg vil tro, det kan bruges indenfor de fleste
fag.

I oldtidskundskab, hvor vi lige nu læser Sokrates’
Forsvarstale, brugte jeg opgaven i starten af en time. Her skulle eleverne repetere
arbejdet med et tekstafsnit fra sidste gang, fordi vi dér ikke havde nået at samle
ordentligt op. På nogle papirlapper havde jeg skrevet centrale ord fra deres arbejde
med netop dét tekstafsnit. Som i radioprogrammet skulle eleverne i grupperne
efter tur trække et kort. Den, der trak kortet, skulle sige et par ord om
tekstafsnittet ud fra stikordet. Derefter skulle alle i gruppen sige noget, før
der blev trukket et nyt kort. Afslutningsvis blev der samlet op i fællesskab
med noter på tavlen til hvert stikord.
Eleverne fik samlet op på centrale begreber og emner, og fik
også diskussioner, der mundede ud i gode spørgsmål og kommentarer under
opsamlingen.
Håber du kan bruge det eller lader dig inspirere.
2 kommentarer:
DET kan jeg, altså, lade mig inspirere. Sikken en god ide. Glæder mig til at prøve den af.
Dejligt, Eva! Det er jeg glad for at høre.
Send en kommentar