lørdag den 19. januar 2013

Lernabenteuer Deutsch





Lad eleverne lære tysk ved at spille sig frem til løsningen af gåden om tyveriet af Himmelskiven fra Nebra! 

Jeg har tidligere kort beskrevet spillet, som hedder "Lernabenteuer Deutsch - das Geheimnis der Himmelsscheibe". Spillet er produceret af Goethe Institut og kan spilles på nettet eller som app (til både Apple og Android). Her er et link til Goethe Instituttets egen side om spillet.

I spillet følger man en fyr fra USA, der kontaktes af en ukendt tysker, som har brug for hans hjælp i forbindelse med et påstået tyveri af et af Tysklands vigtigste oldtidsfund. Man skal således hjælpe hovedpersonen med at løse gåden og lære tysk undervejs.

Eleverne bliver konfronteret med både at læse og at høre tysk. Undervejs vil der være opgaver, hvor de skal  fx skal samle ord til en meningsfuld sætning, lytte sig til en vejbeskrivelse eller købe de rigtige ingredienser i et supermarked.

Hvis man synes, man ikke kan komme videre i spillet, er der mulighed for at finde vejen videre ved at gå til spillets facebookside.

Jeg har haft mit 1g-tyskhold til at gennemføre spillet på nettet. De fleste elever har været meget begejstrede for at spille det. I mine øjne har det også været en god afveksling til den almindelige undervisning - og en fantastisk lejlighed for eleverne til at høre en masse tysk!

Hvis man selv har tænkt sig at prøve spillet af med klassen, er der nogle ting man bør være opmærksom på:
- det er vigtigt, at eleverne spiller spillet på den samme computer hver gang: der er intet log-in til spillet, hvilket betyder, at næste gang man starter spillet, SKAL man spille på den samme pc som sidst, da spillet ellers starter forfra og ikke dér, hvor man var kommet til.
- Eleverne skal have headsets, så de lytter til det talte tysk (det er til en vis grad muligt at spille uden at lytte, da alt, der bliver sagt også står skrevet).
- man skal som lærer (selvfølgelig) have spillet spillet, da eleverne kan komme ud for ikke at vide, hvad næste skridt i spillet er. Derfor er det godt, hvis læreren har siddet med irritationen over at sidde fast, så eleverne ikke behøver opleve den for længe.
- læreren skal have noget i baghånden til de sidste spilgange, hvor en del elever er færdige, mens de sidste endnu er i gang med spillet.
- Det tager CIRKA 4 x 30 min. at gennemføre spillet (nogle vil gøre det lidt hurtigere - andre lidt langsommere!).

Goethe Institut er i gang med at udvikle et nyt spil med en kvindelig hovedperson.
den kvindelige hovedperson
i det nye spil fra Goethe  Institut

God fornøjelse!




Ingen kommentarer: