tirsdag den 12. november 2013

Hurra for Testmoz!


Mit nye yndlingsprogram.

Hvis du mangler et godt program til nemt og hurtigt at lave en test, så er Testmoz bestemt værd at prøve. Det er ikke nyt, men til gengæld meget brugbart.
Hverken du eller eleverne har brug for en konto hos Testmoz. Man går bare i gang. Du kan lave så mange spørgsmål du vil, og for hvert spørgsmål kan du bestemme, hvor mange point det rigtige svar skal udløse. Man kan lave (og blande) multiple choice-spørgsmål, true/false-spørgsmål og spørgsmål, hvor eleverne selv skal skrive svaret.
Her kan du få et indtryk af, hvordan en lille test kan se ud.

Når eleverne går ind på testen via det link, du har givet dem, skal de blot skrive deres navn og så ellers bare gå i gang. Når alle spørgsmål er besvaret og de har trykket ”submit”, kan de få en oversigt over, hvor de svarede rigtigt, og hvor de svarede forkert.

Et eksempel på elevens oversigt over rigtige og forkerte besvarelser.
Lærerens resultatoversigter
Som lærer kan du logge ind på din test igen og få en udførlig oversigt over elevernes resultater, hvilket ser ud som på billederne her nedenfor. Question Grid viser, hvilke spørgsmål eleverne kunne svare på, og det er her muligt at klikke sig ind på den enkelte elevs besvarelse. Scoresheets viser, hvor mange procent, eleverne besvarede rigtigt, og hvor lang tid det tog dem at tage testen.



Videotutorial til Testmoz
Hvis du har fået lyst til at prøve dette simple test-program, så har min kollega Eva Pors lavet en rigtig god og kort vejledning til at lave tests i Testmoz. Se den her:





Lad eleverne selv lave tests
Mine elever har for nylig selv lavet en lille test i forbindelse med deres præsentationer i oldtidskundskab. Efter hvert oplæg tog resten af klassen gruppens test. Det skabte aktive lyttere og stolte elever, når de fra mig kunne høre, at de sammenlagt havde 76 % rigtige besvarelser, og de blev ivrige efter at forbedre resultatet i næste test. Eleverne kunne i øvrigt finde ud af at bruge Testmoz uden introduktion. Links og koder til deres tests sendte de til mig inden præsentationerne, så jeg kunne offentliggøre dem umiddelbart efter hvert oplæg, dvs. poste linket i klassens Facebookgruppe.


2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kan man lave testen så den ligger på egen hjemmeside ?

Anja Czepluch sagde ...

Det er desværre ikke muligt at indlejre testmoz-quizzen.